Monday, May 19, 2008

Frederik Bramming, Kravlenisser & Julekalendere


Frederik Vilhelm Bramming har især arbejdet med sportstegninger, vittighedstegninger og tegneserier. Samtidig har han været en del af den danske jul igennem 6 årtier. Siden 1930rne har hans glade nissetegninger sat deres muntre præg på julehæfter, julekalendere og kravlenisser.
Således nød årshæftet Julegaven, som blev uddelt gratis som reklame over det ganske land fra 1935 til 1962, godt af Brammings fornøjelige tegnekunst. Bramming leverede hvert år et nyt nissespil til Julegaven. Det blev aftrykt bag i hæftet - normalt på bagsiden - sammen med andet tidsfordriv ledsaget af Bramming-tegninger. Samtidig satte han med spredte mellemrum sit præg på udgivelsen med en række tegninger, som myldrede af glæde og nisseliv.
Fra 1940rne og de næste årtier overstrålede Brammings iderige, tredimensionale, nissemyldrende julekalendere, hvad man ellers så på markedet. Blandt de mindeværdige er bl.a. Nissernes ballongynge, Nissernes rutschebane og Lykkejule-nissebanko.
Det var Frederik Bramming, som i 1947 fandt på begrebet "kravlenisser" i muntre klippeark udgivet af forlaget Alliance. De to første ark udkom i 80.000 eksemplarer. Det var tilsyneladende ikke et for mange, for ingen kendte eksemplarer eksisterer i dag. Succesen fortsatte i de næste par årtier, hvor Bramming lancerede en lang række kravlenisseark, bl.a. nisseorkesteret, nissehåndværkere, nissemalerhold, nisser i sne, 10 nisser på en snor, nissetrolde og nissernes vagtparade.

Jeg samler på alt med relation til Frederik Bramming. Denne samlerinteresse er efterhånden udviklet til også at omfatte danske kravlenisser og julekalendere i bred almindelighed. For de sidstes vedkommende med specielt fokus på 1940'ernes, -50'ernes og -60'ernes tredimensionelle julekalendere.

No comments: